Kantebånd af fat quarters II – tutorial
At lave kantebånd af en fat quarter er ret smart. Selvom det er en smule ulogisk at sådan et lille stykke stof kan give så mange meter kantebånd.
Det er en fremragende metode både til at udnytte sit stoflager og til at finde noget sjovt stof at afslutte et projekt med. En fat quarter er lidt mere uforpligtende end metervarer.
Heidi linkede for et stykke tid siden til en tutorial som er beregnet på at lave kantebånd skåret på skrå af en fat quarter. Skråbåndmetoden er super til smalle kantebånd og er særligt velegnet til runde tæpper eller andre projekter som ikke har lige kanter. Da båndet er skåret på tværs af stoffets vævning er det meget fleksibelt.
Her kommer et meget simpelt alternativ til skråbånd. Også lavet af en fat quarter, forstås!
Jeg har for et stykke (meget MEGET lang) tiden siden syet et tæppe med en charm pack fra en af mine yndlingskollektioner fra Moda; Nomad af designerduoen Urban Chiks. Kollektionen var et rigtig fint eksempel på hvordan overraskende forskelligartede prints kan klæde hinanden. Helt usædvanligt havde vi også indkøbt en komplet fat quarter stak af Nomad. Den fik hurtigt ben at gå på.
Tilbage var dog et par grimrianer (undskyld Urban Chiks). Eller, det er jo en smags sag. Uanset er jeg vild med stormønstrede kantebånd. Og disse to spraglede fat quarters ville være den perfekte afslutning på tæppet. For selvom man måske ikke er helt så vild med sort/hvide skovdyr mellem orange og karryfarvede kæmpeblomster så ved jeg at det passer sammen med resten af kollektionen.
Nå, men her kommer den der tutorial;
1. Fold en fat quarter ud og stryg de værste folder væk.
2. Vend stoffet med bagsiden opad.
3. Med en tekstiltusch (helst en af den slags som forsvinder, enten ved vask eller i kontakt med luft) markeres baner á 7 cm. Metoden er den samme uanset hvor bredt kantebånd du ønsker. Sandsynligvis får du en rest.


4. Skær evt. ægkant fra og fold enderne ind på midten af din fat quarter.

5. Og nu kommer vi til pointen!
Forskyd enderne i forhold til hinanden med en “bane”. Dermed får du mulighed for at klippe dit kantebånd som en spiral. Dine markeringer skal nå præcist sammen. Sæt nåle i og sy.
6. Fjern nålene og stryg henover kanten. Nogle kalder dette at fiksere syningen. Det er ikke superlogisk men det virker. Stryg syningen åben. Ved at stryge syningerne åbne nu undgår du at mosle for meget rundt med de lidt sårbare uhæftede syninger når kantebåndet skal foldes.
8. Klip langs din tuschmarkering. Vær forsigtig så du undgår at klippe i stoffet under (eller dine fingre!). Det er IKKE muligt at bruge rullekniven.
9. Fold båndet vrang mod vrang og stryg. Værs’go, 3 meter kantebånd klar til brug!
Pingback: Kantebånd på symaskine - Rohms Magasin - moderne quilt og patchwork
Pingback: Quilt til baby uge 10 Lille babytæppe - Rohms Magasin - moderne quilt og patchwork